En 24-årig mand er blevet tiltalt for uagtsomt manddrab og vanvidskørsel for sin rolle i en ulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse, der kostede tre personer - heriblandt et forældrepar - livet.
Det fremgår af sagens anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.
I anklageskriftet fremgår det, at den 24-årige inden ulykken skal have kørt om kap med en 33-årig mand, der mistede livet i ulykken.
Han er desuden tiltalt for uagtsom betydelig legemsbeskadigelse og flere overtrædelser af færdselsloven.
Det var 6. juli tidligt om morgenen, at den afdøde 33-årige mistede herredømmet over sin bil på Hillerødmotorvejens forlængelse, kørte over i modsatte vejbane og frontalt påkørte en anden personbil.
I bilen sad et forældrepar og deres to børn. Forældrene afgik ved døden, mens børnene fik alvorlige skader og måtte opereres efterfølgende.
Inden da havde de to mænd gentagne gange kørt kapkørsel på strækningen fra Ågade i København til Hillerødmotorvejens forlængelse, hvor ulykken skete.
På strækningen overtrådte den 24-årige gentagne gange hastighedsgrænserne og gjorde sig skyldig i vanvidskørsel, fremgår det af anklageskriftet.
I anklageskriftet nævnes ni tilfælde, hvor den tiltalte har kørt særligt hensynsløst og ifølge anklageskriftet har gjort sig skyldig i vanvidskørsel.
På Hillerødmotorvejen ved afkørslen mod Høje Gladsaxe skal han have kørt 172 kilometer i timen i et område, hvor man ikke må køre over 70 kilometer i timen.
Dermed har han ifølge tiltalen kørt mere end 100 kilometer for stærkt.
Da ulykken fandt sted, kørte den afdøde 33-årige med mindst 158 kilometer i timen. Den 24-årige kørte mellem 58 og 114 meter bag ham.
Efter ulykken blev den 24-årig sigtet for uagtsomt manddrab.
Dommeren i grundlovsforhøret mente dog ikke, at der var særlig bestyrket mistanke for det forhold. Hun henviste blandt andet til, at det ikke var den 24-årige, der var involveret i ulykken.
Anklagemyndigheden mener dog, at den 24-årige kan dømmes for uagtsomt manddrab for sin rolle i ulykken.
Natten til mandag blev fartgrænsen på Hillerødmotorvejens forlængelse sænket fra 90 til 80 kilometer i timen.
Ud over denne ulykke har der de seneste år været flere andre alvorlige ulykker på vejstrækningen.
Retssagen mod den 24-årige kommer til at foregå ved Retten i Hillerød. Der er endnu ikke sat en dato for, hvornår sagen starter.
/ritzau/