Statsadvokaten i København føler sig nu så sikker på, at det var ekskæresten til Mette Bønnelykke Herholdt, som dræbte hende og stuvede hendes lig af vejen i et køleskab, at man har rejst tiltale i sagen.
Den 47-årige ekskæreste dræbte efter anklagemyndighedens opfattelse Mette Bønnelykke Herholdt i december 2010. Hele to gange flyttede manden og tog køleskabet med sig, inden liget blev fundet i februar 2013.
Kvinden blev meldt savnet i efteråret 2012, og ifølge vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland Falsters Politi var det "klassisk politiarbejde", som førte til fundet af liget i februar i Dannemare på Lolland.
Ekskæresten, MAP, er tiltalt for at have bedøvet Mette Bønnelykke Herholdt med det morfinlignende medikament Dolol. Ifølge anklageskriftet fik kvinden Dolol i "store mængder".
MAP skulle derefter have stoppet to store klumper papir i munden på kvinden og stoppet dem ned i svælget på hende, hvorefter hun fik bundet en plastikpose over hovedet.
Efter drabet blev liget efter anklagemyndighedens opfattelse pakket ind i en rullemadras og en presenning og lagt på et betongulv. Det hele foregik på en adresse i Vesterborg på Vestlolland.
Liget lå ifølge anklageskriftet flere måneder på betongulvet, inden MAP anbragte det i et køleskab, hvor det endte med at ligge i cirka to år og blev medbragt under to flytninger, inden det blev fundet.
Der har angiveligt været et økonomisk motiv til drabet. Selv om Mette Bønnelykke Herholdt var død, fik hun i over et år udbetalt førtidspension, som MAP ifølge anklagemyndigheden har stukket i egen lomme.
Den tiltalte har angiveligt også narret en bekendt til Mette Bønnelykke Herholdt til at overføre 42.730 kroner ved over en chat på nettet at have udgivet sig for at være Mette.
Sagen bliver behandlet ved Retten i Nykøbing Falster senere på året. Den tiltalte nægter sig skyldig.
/ritzau/