En 38-årig mand blev onsdag stukket ned under et besøg i fitness-centret Equinox i Viby i Århus.
Manden blev ramt af knivstik på halsen, i brystkassen og i hånden som kulminationen på et skænderi med en anden mand i omklædningsrummet.
De fleste af sårene er overfladiske, men skaderne på hans hånd kræver en mindre operation, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet modtog anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 18.50. En god time senere kunne man anholde den formodede gerningsmand, en 42-årig mand, på dennes bopæl i det vestlige Århus.