Først slog han ham. Så bankede han hans hoved ind i et busskilt, kaldte ham stikkersvin og truede ham.
Og til sidst trak han ham ind i en park og smed ham ud fra en bro og en halv meter ned i det fire grader kolde vand i december sidste år.
Alt det skete, fordi en 43-årig mand blev så sur på et 38-årigt vidne over at blive beskyldt for vold.
I går idømte retten i Odense den 43-årige mand ni måneders fængsel derfor for vold og trusler for at have bragt den 38-åriges liv og førlighed i fare og for at true og overfalde et vidne.
I en sag ved retten i Odense i december var den 43-årige mand tiltalt for vold mod den 38-årige, og i den sag vidnede sidstnævnte. Den 43-årige blev frikendt, men var altså ikke tilfreds med hverken beskyldningerne eller vidneforklaringen.
Passet op ved bussen
Derfor passede den 43-årige den 38-årige op, mens han stod og ventede på en bus i Skt. Jørgens Gade i Odense, for at få en forklaring på, hvorfor han havde beskyldt ham for vold og sendt ham i retten.
- Men han kunne ikke give mig et svar. Så brændte jeg helt sammen og tog ham i hoved og røv og smed ham i vandet. Men der gik jo kun 10 sekunder, så var han oppe igen, forklarede den 43-årige ifølge Fyens.dk ved grundlovsforhøret dagen efter episoden.
Ved grundlovsforhøret blev han varetægtsfængslet, og det har han været siden. I går blev han sendt tilbage i arresten, hvor han nu har 14 dage til at tænke over, hvorvidt han vil anke dommen.
Den 38-årige slap uden alvorlige skader efter den kølige dyppetur i åen - en forbipasserende hjalp ham op.