Beboerne i blokken på Gudrunsvej i Gellerup i Århus fik sig tirsdag aften en forskrækkelse, de helst ville have været foruden. Pludselig lå en 30-årig kvinde død på betonen foran bygningen, dræbt efter et fald på 12 meter fra fjerde sal. I går blev en hendes 31-årige mand sigtet for drabet.
Da Nyhedsavisen besøgte blokken onsdag, havde ingen lyst til at fortælle om tragedien. Forældrene forsøgte at beskytte deres børn mod den forfærdelige sandhed, men rygterne blandt beboerne siger, at manden forduftede efter faldet uden at forsøge at hjælpe sin kone.
Uheld eller drab?
Faktum er i hvert fald at der tirsdag aften omkring klokken 20.30 skete noget i lejligheden hos ægterparret. som endte med at kvinden, der har indvandrerbaggrund, faldt ud over altanen og døde på den betongangsti, der løber foran blokken.
I første omgang vidste politiet ikke, om det var et uheld eller et drab, men de tog ingen chancer og efterforskede med tanke på det værst tænkelige.
Anholdt ægtemand
I løbet af natten til onsdag fandt de frem til den kvindens 31-årige ægtefælle, som også har indvandrerbaggrund. Klokken 03.29 blev han anholdt ikke langt fra parrets lejlighed og sigtet for drab.
Her til formiddag arbejdede teknikerne i lejligheden for at sikre spor, og om eftermiddagen kunne manden fremstilles foran dommeren i et grundlovsforhør i Århus Byret.
Med bare fødder i sine klip-klapper og øjnene vendt ned mod bordpladen, kunne han høre anklageren sigte ham for at have dræbt sin kone og begære ham varetægtsfængslet.
Den 31-årige nægter sig skyldig i, men dommeren valgte at følge anklageren, så den 31-årige blev fængslet i fire uger frem til den 7. november.