En mand er blevet kørt på hospitalet efter et skudopgør i Slagelse.
Først på aftenen blev han skudt ned i en indkørsel til et hus på Valbygårdsvej i Slagelse.
"Den pågældende er på hospitalet og er uden for livsfare. Hvad der egentlig er baggrunden for det, er vi nødt til at undersøge," siger efterforskningsleder Søren Ravn Nielsen fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han udelukker ikke, at skuddramaet kan være banderelateret, men siger samtidig, at det er for tidligt at sige noget om.
Sent torsdag aften var politiet stadig ved at undersøge gerningsstedet.