En 21-årig mand blev i aftes kort før klokken 20 ramt af mindst et skud i det ene ben.
Kort efter den unge mand forlod en bokseklub i Køge syd for København, hvor han havde trænet, kom to mænd løbende hen mod ham og affyrede flere skud.
Den 21-årige blev bragt til sygehuset i Køge af venner, der overværede skudepisoden. Ved midnat lå den 21-årige stadig på operationsbordet på sygehuset i Køge, men han meldes nu uden for livsfare.
Politiet har formentlig allerede fundet den bil, som gerningsmændene flygtede i. En Skoda Felicia med to personer blev nemlig set køre væk fra gerningsstedet umiddelbart efter skyderiet, og den fandt politiet kort efter udbrændt kun en kilometer fra gerningsstedet.
Den 21-årige er kendt af politiet for tidligere kriminalitet, men er ikke umiddelbart tilknyttet rocker- eller bandemiljøet.
Tidligt her til morgen havde efterforskningsleder Jacob Olsen fra Midt- og Midtsjællands Politi i Roskilde ingen oplysninger om, hvilken våbentype, der var blevet skudt med, eller hvor mange skud, der var blevet affyret. Det skriver nyhederne.tv2.dk.
De to gerningsmænd, beskrives som 180 cm høje, slanke og med mørke øjenbryn. De var begge iført sort tøj og sorte skimasker.