En person er omkring klokken 11 i dag blevet ramt af skud på Danasvej på Frederiksberg.
En mand er blevet skudt i låret. Han er uden for livsfare og ved bevidsthed, siger politiet.
Vidner har set gerningsmanden putte pistolen i lommen og stille og roligt gå ad Vodroffsvej.
"Det vi ved er, at en ung fyr trækker en pistol og skyder end 37-årig mand, og derefter går roligt herfra. Ham leder politiet efter lige nu," siger Newspaqs udsendte reporter Anders Holt, der var på stedet ved 13-tiden.
Politiet har anholdt mindst en person på et værtshus på Vesterbro, som muligvis har relation til skuddramaet. Gerningsmanden er stadig på fri fod.
"Vi har ikke anholdt ham endnu, men vi arbejder hårdt på at finde ham. Vi ved, hvem der skød" siger efterforskningsleder Gunnar Nørager til Newspaq.
Han vil ikke be- eller afkræfte, om episoden har noget med den verserende bandekrig at gøre.
"Det kan vi først svare på, når vi får svar fra de implicerede. Vi kender ikke motivet endnu," siger han.
Vodroffsvej og Danasvej ligger mindre end 1500 meter fra Rådhuspladsen. Politiet har spærret en stor del af området, og har afmærket et enkelt afskudt patronhylster, der ligger på jorden.
Newspaq følger sagen.