En 24-årig mand sigtes for drabsforsøg i forbindelse med et knivstikkeri i en haveforening i Odense fredag aften. To personer blev stukket med kniv, men begge ofre er uden for livsfare.
Det skriver Fyns Politi lørdag formiddag på X.
- Der er tale om interne familieforhold, skriver politiet.
Det er ikke banderelateret, tilføjes det. Ofrene den 24-årige mands forældre, skriver flere medier.
Knivangrebet fandt sted på en adresse i Haveforeningen Vibelund, der ligger i det vestlige Odense. Ifølge fyens.dk modtog politiet anmeldelsen omkring klokken 17.30, og indsatsen på stedet blev afsluttet omkring klokken 22.
Den unge mand har lørdag været fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Odense, hvor en dommer ifølge TV2 Fyn valgte at varetægtsfængsle manden i fire uger på en retspsykiatrisk afdeling.
Ifølge fyens.dk kom det i retsmødet frem, at manden har en historik med psykisk sygdom.
Han ville ikke tage stilling til sigtelserne i retsmødet, skriver fyens.dk.
/ritzau/