Spirituskørsel er spirituskørsel.
Det har en 46-årig mand fra Nordjylland fundet ud af, efter at han er blevet sigtet for spritkørsel, fortæller Nordjyske.
Køretøjet var dog usædvanligt, da der var tale om en golfvogn.
Sagen er nemlig fra den lille by Gatten ved Farsø, hvor manden var en del af en golfturnering.
Det drejer sig om turneringen Made in Denmark, hvor den 46-årige mand kørte noget påvirket rundt i golfvognen.
Det kom politiet for øre, og fredag blev han så standset af en cykelpatrulje, og sigtet for spirituskørsel.
Nordjyllands Politi havde hørt, at en mand kørte spirituspåvirket rundt på golfturneringens område i en golfvogn. Og fredag lykkedes det så en cykelpatrulje at finde frem til manden.
Manden er sigtet for spirituskørsel af et arbejdsredskab, men Nordjyllands Politi har ikke oplyst hvor høj promillen var.