En 31-årig mand overfaldt kort efter middag onsdag en jævnaldrende kvinde med en kniv på Storegade i Bramming i Sydvestjylland.
Kvinden blev kvæstet og bragt til Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, men er uden for livsfare. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Cirka en time efter overfaldet - klokken 13.24 - blev manden anholdt.
Politiet har sigtet den 31-årige for forsøg på manddrab.
Han ventes fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg torsdag. Her vil anklagemyndigheden begære dørene lukket.
Politiet efterforsker tidligt onsdag aften stadig hændelsen og har ikke yderligere oplysninger om sagen. Det er dermed uvist, hvad motivet til overfaldet er, og om den formodede gerningsmand og offeret kender hinanden.
/ritzau/