Mand sigtes for 18 drabsforsøg efter Melbourne-angreb

Den sigtede, en 32-årig mand, blev fredag udskrevet fra hospitalet. Siden er han blevet afhørt af politiet.

En 32-årig mand, som mistænkes for med fuldt overlæg at have styret en bil ind i fodgængere i Melbourne torsdag, er blevet sigtet for 18 forsøg på manddrab.

Det oplyser politiet i delstaten Victoria i en kortfattet meddelelse, skriver australske medier lørdag.

Det fremgår, at manden "snarest" vil blive stillet for en dommer.

Angrebet torsdag i den australske millionby fandt sted i Flinders Street, der er en de travleste forretningsgader i Melbourne.

Den 32-årige mand blev anholdt af politiet på stedet. Fredag blev han udskrevet fra et hospital, og siden har han været i politiets varetægt og er blevet afhørt.

Politiet har tidligere oplyst, at den formodede gerningsmand, der kom til Australien som flygtning fra Afghanistan, har lidt af mentale problemer og desuden er kendt for at være narkobruger.

Han menes ikke at have forbindelse til ekstremistiske grupper.

Politiet har oplyst, at han efter anholdelsen havde givet udtryk for, at muslimer generelt bliver dårligt behandlet i Australien.

Hændelsen mindede på uhyggelig vis om andre tilsvarende angreb med køretøjer i byer verden rundt. I et lignende angreb i Melbourne i januar blev seks mennesker dræbt.

Ingen personer mistede livet i torsdagens hændelse, men 12 er fortsat indlagt. Heraf kæmper tre for deres liv, oplyser myndighederne i Victoria ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Næsten halvdelen af de i alt 19 personer, som kom til skade, var udenlandske statsborgere, oplyste Australiens premierminister, Malcolm Turnbull, fredag.

Nationaliteterne oplyste han ikke, men australske medier rapporterede, at der var tale om folk fra Kina, Indien, Venezuela, Sydkorea, Irland, Italien og New Zealand.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.