En ældre herre fra Svogerslev i Roskilde sad i over tre stive timer fast på et hegn. Hans kone var travlt optaget med at se VM-finalen i fjernsynet, så hun opdagede ikke, at manden var væk.
Det skriver SN.dk.
Manden skulle egentlig bare klippe en hæk, men da stigen vaklede under ham, kravlede han videre op på et hegn i to meters højde. Han kunne ikke selv komme ned og måtte hjælpes ned af brandvæsenet, der dog først blev tilkaldt, da konen efter en nervepirrende VM-finale opdagede, hvad der var sket.
- Han havde vist siddet der i omkring tre og en halv time, for hans kone var gået ind til naboen for at se VM-finalen, og hun fandt ham først, da kampen var slut igen, siger Niels Rasmussen, der er indsatsleder ved Østsjællands Beredskab, til SN.dk.