Et besøg på Christiania udviklede sig lørdag aften dramatisk, da to mænd havde købt hash og var på vej hjem i deres bil. Pludselig blev de beskudt adskillige gange.
Den ene mand på 22 år blev såret og er nu på Rigshospitalet, hvor hans tilstand betegnes som stabil. Den anden mand slap uskadt. Ingen af mændene har været i politiets søgelys før.
"De, der skød, troede, at det var nogle andre, der sad i bilen. Vi holder selvfølgelig alle muligheder åbne, men vi kan simpelthen ikke se nogen sammenhæng mellem de to mænd her og så Christiania eller bander eller noget som helst," siger central vagtleder ved Københavns Politi Jens Kristiansen til politiken.dk.
De to mænds bil blev ramt af seks skud ved 23-tiden, Politiet er på bar bund i sagen og hører gerne fra vidner til episoden.