Jyske Bank i Birkerød var i dag ved 14-tiden udsat for et bankrøveri af den mere usædvanlige slags. Med en 50 centimeter lang ståløkse truede en 25-35-årig mand sig til 20.000 kroner. Manden nåede dog ikke langt med udbyttet, før vidner til røveriet overmandede ham.
Det fortæller politiinspektør Karl Erik Agerbo fra Nordsjællands Politi.
- Omkring klokken 14 kommer en 25-35-årig mand ind banken medbringende to plastikposer. Han går hen til kassen og siger, at han vil have penge. Manden lægger den ene pose op disken og tager så en økse op af den anden, fortæller Karl Erik Agerbo og forklarer, at det var en 50 centimeter lang, moderne økse med stålskaft og gummibelægning.
Vidner greb ind
Manden truede sig med øksen til 20.000 kroner.
- Så går han ud af banken, flygter ned ad en gyde til højre for banken og om til en parkeringsplads bag banken. Her forsøgte han at rende ind i en fiskeforretning for at gemme sig, da han blev overmandet af nogle vidner, beretter Karl Erik Agerbo.
Ifølge politiinspektøren foregik det stille og roligt, og vidnerne kunne uden problemer tilbageholde bankrøveren, indtil politiet nåede frem.
Gerningsmanden er nu anholdt og bliver fremstillet i Grundlovsforhør lørdag. Karl Erik Agerbo har på nuværende tidspunkt ingen oplysninger om, hvorvidt manden er tidligere kendt af politiet. Ifølge Karl Erik Agerbo er det dog ganske usædvanligt at bruge en økse til et bankrøveri.
- Jeg tror faktisk aldrig, jeg har oplevet det før. Ikke hvad jeg kan huske. Det er i hvert fald ikke noget, vi ser hver dag, siger han.