Påsken er for mange lig med rigelige mængder snaps. Men i sjældne tilfælde kan en seriøs påskebrandert ligefrem redde liv.
Det var i hvert fald tilfældet, da Østjyllands Politi lørdag nat fandt en brandstiv mand liggende i et busskur med en dyne over sig. Da manden ankom til hospitalet, var hans kropstemperatur helt nede på 26,1 grader - mere end 10 grader under det normale.
Manden havde en kæmpepromille på fire og ifølge vagtchefen hos Østjyllands Politi er det det, der har reddet hans liv.
- Ifølge lægerne var han så tæt på at dø, som man kunne komme, siger han til TV2. Under normale omstændigheder kan en promille på tre være dødelig.
Brandstiv påske
Gårsdagens kæmpebrandert er ikke den eneste, der har fået for meget over tørsten i påskedagene. Fredag kørte en 52-årig mand i grøften i Nordjylland. På trods af en promille på fire overlevede han.