Mand overfaldet med kniv i sit hjem
En mand er bragt til hospitalet, efter at han lørdag blev stukket med en kniv. Gerningsmanden er på fri fod.

En 41-årig mand er lørdag eftermiddag blevet overfaldet med en kniv på sin bopæl på Ølbyvej i Køge.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Manden er bragt til hospitalet, men er uden for livsfare.

- Vi modtager en anmeldelse klokken 13.44 om, at en mand er blevet udsat for grov vold, fortæller vagtchef Thomas Jørgensen.

Gerningsmanden er ikke blevet pågrebet.

Det er uvist, hvad motivet bag overfaldet er. Politiet kan heller ikke oplyse, hvor på kroppen offeret er blevet ramt af knivstik.

- Vi er i gang med at efterforske sagen og er stadig til stede på adressen, hvor overfaldet fandt sted, siger Thomas Jørgensen lørdag aften.

Ifølge BT har der i løbet af lørdagen både være hundepatruljer og andre politipatruljer samt ambulancer og en lægehelikopter på stedet.

/ritzau/

/ritzau/