En 73-årig mand mistede mandag eftermiddag livet efter en drukneulykke i havnebassinet ved Vestre Kaj i Nakskov Havn.
Det skriver Folketidende.
Alarmen indløb klokken 12.45, og både politi og brandvæsen rykkede ud til stedet. Inden brandvæsenet nåede at sætte både i vandet, havde tilstedeværende på havnen sammen med politiet fået manden op af vandet.
Det oplyser indsatsleder Nikolai Hjorth fra Lolland-Falster Brandvæsen til Folketidende.
Trods den hurtige indsats stod mandens liv ikke til at redde.
Ifølge politiets vagtchef er der tale om en lokal 73-årig mand, og de pårørende er underrettet.
De nærmere omstændigheder omkring ulykken er endnu ikke klarlagt.