En midaldrende mand er anholdt mistænkt for at have forsøgt på at dræbe sin samleverske i Dianalund.
Manden fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Næstved fredag klokken 11 sigtet for drabsforsøg, oplyser lokalpolitiet i Slagelse.
- Det er sket natten mellem onsdag og torsdag på en adresse i Solparken i Dianalund i et samlivsforhold, hvor både gerningsmand og forurettede er mellem 40 og 50 år, siger Peter Compen, vicepolitiinspektør og leder af lokalpolitiet i Slagelse.
Det er meget sparsomt med oplysninger i sagen, fordi politiet under grundlovsforhøret vil begære lukkede døre af hensyn til efterforskningen.
- Motivet skal vi nu have afklaret i vores efterforskning, men jeg kan ikke sige mere om det, siger Peter Compen.
/ritzau/