Mand mistænkes for vold mod kone og datter

En 39-årig mand skal have udsat sin hustru for voldtægt og vold gennem år. Også en datter blev mishandlet.

En 39-årig mand fra Esbjerg mistænkes for at have voldtaget sin kone og udsat hende og en 14-årig datter for trusler og grov vold. Volden har muligvis stået på i årevis.

Manden er ved et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg blevet varetægtsfængslet i 14 dage, oplyser vicepolitikommissær Lars Bjerregaard, Syd- og Sønderjylland Politi.

Grundlovsforhøret blev med henvisning til politiets efterforskning og af hensyn til mor og datter holdt for lukkede døre. Derfor er det sparsomt med oplysninger om baggrunden for sigtelserne mod manden.

- Jeg kan ikke oplyse andet, end at manden er blevet varetægtsfængslet i 14 dage, og at han nægter sig skyldig, siger Lars Bjerregaard.

Ifølge jv.dk er kvinden, der er af anden etnisk oprindelse end dansk, blevet udsat for voldtægt, mishandling og trusler gennem flere år. Det er en anmeldelse fra Esbjerg Kommune, der førte til anholdelse af manden.

Han blev anholdt tirsdag og er blevet fremstillet for en dommer, der fandt politiets beviser mod manden solide nok til at varetægtsfængsle ham.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.