Retten i Holbæk har onsdag dømt en 35-årig lettisk statsborger for medvirken til spirituskørsel, fordi han i september med slæbetov i en Citroën Berlingo trak en BMW på Holbækmotorvejen.
Bag rattet i BMW'en sad en 50-årig lettisk statsborger, som var stærkt beruset.
Det oplyser anklagerfuldmægtig Rikke Lønne.
- Dommen i dag statuerer, at når man skal trække en anden bil, har man et ansvar for at se den anden fører i øjnene og kontrollere, at vedkommende er i stand til at køre.
- Det er en retfærdig afgørelse, der er kommet i dag, siger Rikke Lønne.
BMW-føreren var synligt beruset med en promille på 2,06. Derfor er Berlingo-føreren blevet dømt for at have medvirket til hans spirituskørsel.
Rikke Lønne fortæller, at hun aldrig har hørt om en lignende sag.
- Jeg har ikke kunnet finde nogen afgørelser i vores søgeregi, hvor der har været statueret dom for medvirken til spirituskørsel før. Det er helt særligt, siger hun.
Berlingo-føreren blev idømt ti dages fængsel og blev desuden dømt for narkokørsel med THC i blodet. Det er det aktive stof i cannabis. Han blev desuden idømt en betinget frakendelse af kørekortet.
BMW-føreren blev idømt 20 dages fængsel for spirituskørsel og for kørsel uden førerret. Det betyder, at han ikke havde kørekort. Han frakendes desuden retten til at erhverve sig et kørekort i Danmark de næste tre år.
Det er generelt ikke tilladt at bugsere en bil ved hjælp af slæbetov på en motorvej. Politiet beslaglagde bilerne, fordi BMW-førerens promille var over 2,00. Så er der tale om vanvidskørsel.
Berlingoen er ikke længere beslaglagt. Det er BMW'en stadig. Der er afsat et nyt retsmøde til at afgøre, om den skal konfiskeres permanent.
Ingen af mændene var de registrerede ejere af de biler, som de kørte i.
Ingen af mændene var til stede under domsafsigelsen, da de ikke mødte op. Begge mænd udvises af Danmark med et indrejseforbud i seks år.
De har taget betænkningstid med hensyn til anke.
/ritzau/