Under arbejdet med at fælde et træ fra en lift mistede en mand torsdag livet.
Arbejdsulykken skete omkring klokken 13 på en gård på Ringstedvej ved Igelsø syd for Holbæk, skriver nordvestnyt.dk.
Her havde manden arbejdet med at klippe træer, da han blev klemt ihjel mellem en lift og et træ, bekræfter vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi over for avisen.
Regionens redningshelikopter ankom også til stedet. Men manden stod ikke til at redde.
Politiet vil ikke sige mere om ulykken til avisen, da de endnu ikke har fået kontakt til alle pårørende.
Kilde: Nordvestnyt.dk