En 31-årig mand blev dræbt og en 17-årig pige livsfarligt kvæstet ved en bilulykke i Nordjylland sent torsdag aften.
Det oplyser vagthavende hos Nordjyllands politi, Poul Badsbjerg.
"Det er en solouheld, hvor en bil kører ned i en dyb grøft. En lastbilchauffør, der sidder højt, kan se, at der ligger nogen dernede, så han stopper op og finder to personer, der er kastet ud af bilen," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Begge ofre, der er fra lokalområdet, har med al sandsynlighed ligget i grøften i et stykke tid.
Ingen har nemlig set ulykken og grøften er så dyb, at personbiler sagtens kan have kørt forbi uden at bemærke noget.