Svensk politi har i en lejlighed i Sveriges hovedstad, Stockholm, fundet en mand, der menes at have været død i omkring tre år. Det var en nabo, som (omsider) gav besked om, at han ikke havde set sin nabo i lang tid.
Maden i køleskabet og mandens kalender tyder på, at han har været død i omkring tre år. Den afdøde havde tidligere har været gennem sygdomsforløb.
– Personen er formentlig død hurtigt. Radioen var stadig tændt. Den har stået tændt i tre år, siger en talsmand fra politiet.
Det er usædvanligt, at der går så lang tid, før døde personer bliver fundet.
Politiet mistænker ikke, at der er sket en forbrydelse.
– Vi vurderer, at der er tale om et naturligt dødsfald. Nu går vi gennem lejligheden, og vi leder efter pårørende. Der skal også foretages en retsmedicinsk undersøgelse, lyder det fra politiet, som ikke har oplyst noget om mandens alder eller hvilken nationalitet han havde.