Venner havde han tilsyneladende ingen af, og familien i Frankrig havde han også mistet forbindelsen til.
En 54-årig franskmand er blevet fundet død på toilettet i sin lejlighed i Vollsmose, hvor han ifølge Odense Politi har ligget død siden november 2004.
Mandens mumificerede lig blev fundet af en varmemester.
- Liget var selvfølgelig gået i forrådnelse, men da det har ligget på et toilet med aftræk, var det faktisk ganske velbevaret, og han var til at genkende, siger Poul Erik Overvad, vicepolitikommissær fra Odense Politi.
Ifølge politiet ligger der ikke nogen forbrydelse bag mandens død. Manden er sandsynligvis omkommet på grund af en hjerneblødning.
- Men det er trist, at man kan ligge død, så længe uden, at der er nogen, der savner én. Han havde afbrudt forbindelsen til sin familie i Frankrig og havde åbenbart ikke nogle venner herhjemme. Det er en 13-etagers bygning, hvor folk jo passer sig selv, siger Poul Erik Overvad, .
- Man spørger naturligvis sig selv, hvordan det kan lade sig gøre, men hans invalidepension gik regelmæssigt ind på kontoen og hans husleje blev trukket automatisk, siger Poul Erik Overvad.
Politiet er nu i kontakt med de franske myndigheder for at finde ud af, om bisættelsen skal foregå i Frankrig eller i Danmark.