Opdateret kl. 07:36
En mand blev mandag aften kørt på Rigshospitalets Traumecenter, efter at han var blevet stukket med en kniv ved Bellahøj Svømmestadion i Brønshøj.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer.
- Jeg kan bekræfte, at vi klokken 21.38 har fået en anmeldelse om et knivstikkeri, og at vi har en person med en knivlæsion, der er kørt til traumecentret til operation, siger vagtchefen.
Manden er tidligt tirsdag morgen uden for livsfare.
Vagtchefen ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse alderen på manden eller de nærmere omstændigheder omkring hændelsen.
Der er tidligt tirsdag morgen ikke anholdt nogen i sagen.
/ritzau/