Opdateret kl. 15:00
Med en mindre økse har en mand onsdag formiddag overfaldet en anden mand på Østerbro i København.
Offeret for overfaldet er uden for livsfare, men er bragt til Rigshospitalets Traumecenter. Her undersøger og behandler man manden for at finde ud af, hvor alvorligt han er kommet til skade.
- Vi efterforsker en alvorlig voldsepisode, hvor en mand blev overfaldet af en anden mand i en ejendom. Der blev brugt en mindre økse ved overfaldet, siger central efterforskningsleder ved København Politi Robert Jensen.
Episoden fandt sted i Kollektivhuset på Hans Knudsens Plads.
Den formodede gerningsmand er blevet anholdt af politiet.
- Af hensyn til efterforskningen kan vi ikke komme ind på et motiv, siger Robert Jensen.
Der er ikke et personligt kendskab mellem de to mænd i forvejen. Der er altså ikke tale om to venner, der er kommet op at skændes eller er blevet uvenner.
Politiet arbejder omkring klokken 13 fortsat på stedet for at sikre tekniske beviser.
Der ventes dog ikke flere anholdelser i sagen.
/ritzau/