Det var ulovligt, da en midtjysk mand mindst fem gange donerede sæd til kvinder uden tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Derfor er han mandag idømt en bøde på 25.000 kroner. Det har Retten i Herning afgjort.
Sagen blev behandlet i retten for en uge siden. Her forklarede den 54-årige midtjyske mand meningen med donationerne.
- Gøre en forskel. Det er egentlig det, det handler om, sagde manden, der var iført et regnbuefarvet halstørklæde.
Regnbuefarverne er symbol for LGBT-miljøet, og den tiltaltes forsvarer, Tyge Trier fortalte i retten, at manden primært har doneret sin sæd til lesbiske par.
Donationerne er sket ganske gratis. Det er sågar en underskudsforretning, sagde manden.
Selv om den 54-årige havde erkendt at have foretaget donationerne, så nægtede hans forsvarer, at han havde brudt loven. Tyge Trier mener ikke, at der er tale om distribution i vævslovens forstand.
Han mener, at loven primært er møntet på at regulere erhvervsmæssig virksomhed. Yderligere gælder loven - efter forsvarerens opfattelse - ikke, hvis man har en personlig relation til den, der modtager sæden.
Anklager Jens Severinsen argumenterede omvendt for, at den personlige relation ikke er af betydning i forhold til loven.
- Man kan ikke finde noget sted i vævsloven, hvor aktiviteten udført af tiltalte ikke skulle være omfattet af lovens ord, sagde han.
Anklageren gik efter at få manden idømt en bøde på mindst 40.000 kroner. Men han er tilfreds med bøden på 25.000 kroner.
- Det er vi tilfredse med, siger han og tilføjer:
- Den statuerer meget klart, at i en situation som denne skal man have en tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Retten i Herning har en længere begrundelse for dommen. Blandt andet lægger den vægt på konsekvenserne af at videreformidle sædstrå ulovligt mellem privatpersoner.
Det vil "forringe mulighederne for at sikre sporbarhed, indberetning af alvorlige uønskede hændelser og alvorlige bivirkninger samt tilbagemelding af graviditet".
- Direkte salg til privatpersoner har således afledte konsekvenser for patientsikkerheden, lyder det.
Sagen startede, da Styrelsen for Patientsikkerhed anmeldte manden, efter at han i en TV 2-dokumentar stillede sig frem og viste, hvordan han donerede sæd.
/ritzau/