En mand henvendte sig torsdag eftermiddag på Hvidovre Hospital og fortalte, at han var blevet skudt.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
- Vi får en melding om, at en mand er kommet til hospitalet med en skudlæsion i torsoen, fortæller vagtchef Dan Houtved.
Det viser sig dog, at manden er blevet ramt i den ene skulder. Han er overført til Rigshospitalet og er uden for livsfare.
Manden har fortalt, at han blev skudt i Gersagerparken, der ligger på grænsen mellem Greve og Hundige syd for København.
- Det er i Midt- og Vestsjællands Politikreds, og sagen er derfor overgivet til dem, siger Dan Houtved.
Det er ikke lykkedes Ritzau at komme i kontakt med Midt- og Vestsjællands Politi. Men på Twitter lyder det fra politikredsen:
- Politiet er i øjeblikket til stede ved Gersagerparken, efter at en kvæstet person er bragt til skadestuen. Årsag og omstændigheder kendes ikke nærmere p.t.
/ritzau/