Falckredderne på den lokale Falck-station i Bogense, gjorde store øjne, da det natten til søndag bankede på døren.
Udenfor stod der en drivvåd og gennemfrossen mand uden en trevl på kroppen og tiggede for at komme indenfor for at få lidt varme i kroppen.
Mens Falck kørte ham på sygehuset for en sikkerheds skyld, begyndte sagens rette sammenhæng at gå op for dem.
Det viste sig, at den nøgne mand havde fået lyst til en dukkert i havnebassinet i byen. Han tog alt sit tøj af og hoppede i havnen. Det kolde vand må have spillet ham et puds, for han tog ikke sit tøj på igen, men gik i stedet for videre gennem den halvkolde nordfynske nat.
Indtil han altså nåede til Falckstationen, der ligger nogle få hundrede meter fra byens lystbådehavn.
- Kl. 9.30 søndag formiddag ringede en kvinde og sagde, at hun savnede
mandens tøj. Så fik hun at vide, at det lå på en bådebro i Bogense
havn, siger vagtchefen hos Fyns Politi, Hans Frederiksen, til bt.dk