Uden varsel begyndte en mand mandag at skyde vildt omkring sig i et shoppingcenter i Utah, USA.
Manden skød ifølge vidner tilfældigt omkring sig med en pumpgun og affyrede i alt cirka 20 skud. Ifølge AP blev fem kunder dræbt af mandens skud. Derudover er to andre kunder i kritisk tilstand på et nærliggende hospital.
Manden stoppede først sin blodrus, da politibetjente fik ham trængt op i et hjørne og skød ham.
»Jeg så betjente gå ind. Så så jeg manden gå ned,« siger et vidne, den 29-årige butiksejer Barrett Dodds, til BBC.
Mandens identitet er ikke offentliggjort, og politiet kender ikke noget til eventuelle motiver.
USA har flere gange oplevet personer gå amok i indkøbscentre. Juledag måtte politi i Florida dræbe en mand, der skød efter politiet i et center.