Nordjyllands Politi blev mandag klokken 19.30 kaldt ud til det psykiatriske bosted i Visborggaard ved Hadsund.
Personalet havde barrikaderet sig på et kontor i et forsøg på at beskytte sig mod en aggressiv og udadreagerende beboer fra bostedet. Det skriver Randers Amtsavis.
Da patruljen nåede frem, var den 40-årige ophidsede mand faldet til ro, og politiet hjalp med at få gelejdet ham i seng.
Ifølge Nordjyllands Politi var beboeren formentlig blevet opfarende efter at have røget hash.
Ingen personer kom til skade under optrinet, og politiet gør ikke mere ved sagen, skriver Randers Amtsavis.