Den 50-årige udviklingshæmmede mand, der forsvandt i Rold Skov i går eftermiddags, er her til formiddag fundet i god behold.
En opsynsmand fandt ham ved en af skovens mange bunkere, og politiet formoder, at han har overnattet her.
Ifølge vagthavende ved Hobro Politi er manden præget af at have overnattet i skoven uden mad og drikke, men er ellers uskadt.
Manden forsvandt torsdag eftermiddag i Danmarks største skov, Rold Skov, som strækker sig over 80 kvadratkilometer. Inden han blev væk, var manden på skovtur med et større selskab fra et aktivitetscenter, hvor han går. De skulle alle ud og gå en tur omkring Store Øksø i Rold Skov, men pludselig forsvandt han.
Politiet søgte i næsten et døgn efter manden med helikopter og hunde, inden han blev fundet af opsynsmanden.