En dommer i Odense har tirsdag besluttet at fængsle den 48-årige mand, der lå inde med amfetamin i en ejendom i Flemløse.
En pige på 15 år omkom i huset på grund af kulilteforgiftning i torsdags. Tilsyneladende har den 48-årige givet amfetamin både til den 15-årige og til en pige på 14 år.
Alle tre indåndede store mængder kulilte, fordi han havde opsat en benzindreven generator inden for i huset på Kirkebjergvej til at producere strøm, har politiet oplyst.
Mens den 15-årige mistede livet, blev manden og den 14-årige bragt på hospitalet.
Men nu skal manden altså tilbringe de kommende fire uger i arresten, mens politiet undersøger hans beholdning af amfetamin nærmere.
I første omgang forlød det, at den 15-årige Jasmin var død som følge af indtagelse af narko. Men det var altså forkert.
På de sociale medier gik bølgerne højt i en kampagne mod manden. Og fordømmelsen var muligvis årsag til, at ukendte gerningsmænd i weekenden tændte ild ved ejendommen.
/ritzau/