En hjemløs kvinde var tæt på at brænde inde tirsdag nat, da der opstod brand i den garage i København, hvor den hjemløse kvinde lå og sov. Politiet mener, det var hendes kæreste, der startede branden, skriver Ritzau.
Ildspåsættelsen skete i Københavns nordvestkvarter, og det skulle eftersigende være et skænderi, der fik manden til at stryge tændstikken og sætte ild til det sted, hvor de to plejer at overnatte.
Det var lyden af flammer, der vækkede kvinden. Da hun forsøgte at flygte ud gennem døren, stod manden ifølge politiet uden for og forsøgte at holde den lukket.
Politiet vil i dag forsøge at få manden varetægtsfængslet.