Meldinger om slagsmål i Tilst lige uden for Aarhus endte med et større opbud af blå blink sent fredag aften. En person blev kørt væk med ambulance, mens en anden blev ført væk i DNA-dragt, som er den hvide heldragt, politiet bruger for at sikre eventuelle spor.
Hvad der ligger til grund for slagsmålet, er politiet ved at undersøge.
- Der har været et slagsmål mellem nogle parter, og det er det, vi ved lige nu. Vi er i gang med efterforskningen, siger vagtchef Mikkel Møldrup til TV2 Østjylland, og tilføjer, at vedkommende, der blev kørt væk i ambulance, ikke kom alvorligt til skade.