En mandlig motorcyklist er onsdag aften blevet fløjet til hospitalet i en helikopter efter en soloulykke nær den nordvestsjællandske by Ugerløse.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Benjamin Rasch natten til torsdag.
Politiet fik anmeldelsen onsdag aften klokken 20.17.
Klokken 20.51 vurderes manden at være i stabil tilstand, oplyste vagtchef Henrik Olesen på daværende tidspunkt.
Ulykken er sket ved et sving i vejen.
Formentlig har motorcyklisten fejlbedømt kurven i svinget og er derfor væltet, siger vagtchef Benjamin Rasch.
Han oplyser ikke, hvor gammel manden er.
/ritzau/