Mand fanget for Saddam-film
De irakiske myndigheder har tilbageholdt en mand, som mistænkes for at have optaget den skjulte video af Saddam Husseins død på en mobiltelefon.

De irakiske myndigheder mener nu at have fundet frem til den mand, som filmede Saddam Husseins henrettelse og lagde videoklippet ud på nettet.

Det siger en embedsmand fra den irakiske regering til tv-kanalen al-Arabiya.

Filmen er optaget af en person, som var tilstede ved henrettelsen, selvom tilskuere og bødler ikke måtte have mobiltelefoner med under henrettelsen. I modsætning til den officielle film fra de irakiske myndigheder omfattede den skjulte optagelse også lyd fra henrettelsen. På lydsporet kan man høre bødler og tilskuere håne Saddam Hussein, inden han hænges.

Klippet er set af mange millioner internetbrugere de seneste dage og har været det mest søgte videoklip på nettet.