En spektakulær sag skaber fredag overskrifter i de engelske medier. En af landets populære værter på den britiske udgave af "Go' Morgen Danmark", der i England hedder "This Morning", har været udsat for et komplot, hvor en mand planlagde at få hende kidnappet og myrdet.
42-årige Holly Willoughby, som har været vært på det populære morgenprogram i mange år, tonede ikke frem på skærmen som vanligt torsdag morgen.
Nu er det kommet frem, at hun ikke var på skærmen, fordi hun var under politiet beskyttelse i sit eget hjem, mens de arbejde på at opklare og forpurre den mistænktes drabelige planer.
Holly Willoughby, 42, er en af værterne på "This Morning". (Foto: Eddie Keogh/Reuters/Ritzau Scanpix)
Fredag blev en 36-årig mand fremstillet i retten i Chelmsford, hvor tiltaler mod ham så dagens lys.
Politiet mener, at den 36-årige mand har haft kontakt med en tredje part - en amerikaner, som han prøvede at "overtale, opmuntre, opfordre eller foreslå" at rejse til England og udføre hans plan om at kidnappe og dræbe Holly Willoughby.
Den 36-årige, som til daglig arbejder som sikkerhedsvagt i et indkøbscenter, skulle have været i besiddelse af våben.
Han er også sigtet for at have indsamlet ting til et såkaldt "kidnapnings-kit", som kunne bruges til udførelsen af kidnapningen af den populære tv-vært.
Den 36-årige blev anholdt onsdag, men af sikkerhedsmæssige årsager blev Holly Willoughby taget af skærmen torsdag morgen og sat under politiets beskyttelse.
- Det er kommet som et kæmpe chok for alle på "This Morning" og ITV. Vi yder al den støtte, vi kan, til Holly og hendes familie i denne utroligt sørgelige tid, udtaler en talsperson fra programmet.
Ved fredagens retsmøde blev den 36-årige familiefar varetægtsfængslet frem til 3. november.
I 1999 var England i chok efter tv-værten Jill Dando blev skudt og dræbt foran sit hus i London. Drabet er aldrig blevet opklaret.