Mand fængslet for vold mod mor
En 39-årig mand er blevet varetægtsfængslet i 14 dage for vold mod sin mor.

Den 39-årige mand, som politiet mandag aften skød i låret efter en voldsom familiejulefrokost i Christiansfeldt, er blevet varetægtsfængslet i 14 dage. Manden var ikke selv til stede, da dommeren varetægtsfængslede ham, da lægerne vurderede, at han ikke ville have godt af at møde op i retten.

»Lægerne mente, at det ville være uforsvarligt at fremstille ham i retten. Men skulle han få det så godt, at han er i stand til at blive kørt i retten og sidde ned, vil vi naturligvis gøre det – men ellers er han foreløbig varetægtsfængslet frem til 9. januar for volden mod moderen,« siger politiassesor Poul Fischer, Haderslev Politi.

Politiet skød den 39-årige i låret, da manden truede de tilkaldte betjente med en kniv. Statsadvokaten undersøger nu, om den politibetjent, der sårede manden, handlede korrekt. Først i det nye år ventes statsadvokaten at have en afgørelse i sagen.