Manden til den 30-årige kvinde, som i nat styrtede i døden fra en lejlighed på fjerde sal i Århus, er onsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Under et lukket grundlovsforhør ved Retten i Århus blev dommeren præsenteret for tilstrækkeligt med materiale til at varetægtsfængsle manden, som angiveligt boede sammen med den 30-årige kvinde i en lejlighed i Århus-ghettoen Gellerup.
Den 31-årige mand blev anholdt klokken halv fire natten til onsdag få timer efter, at hans kone var død af de kvæstelser, som hun pådrog sig ved faldet fra lejlighedens altan.
Han er sigtet for manddrab, men da grundlovsforhøret fandt sted bag lukkede døre, har politiets efterforskere ikke ønsket at komme nærmere ind på, hvordan de mener, at drabet er fundet sted eller hvad motivet skulle være.
Inden dørene blev lukket i retten, erklærede manden sig uskyldig.