En 49-årig mand er nu blevet varetægtsfængslet for at have misbrugt en lille pige seksuelt gennem fem år.
Manden er fra Aabenraa og skal sidde inde i fire uger, mens politiet efterforsker sagen nærmere, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
"Han er sigtet for det, der hedder anden kønslig omgang end samleje med en pige, der nu er 14 år," fortæller kommunikationsmedarbejder Helle Lundberg til Newspaq.
Da der er tale om overgreb på et barn, er manden dog sigtet efter straffelovens paragraf 222, stk. 3. Denne ret nye paragraf betyder, at strafferammen er den samme som ved fuldbyrdet voldtægt.
Overgrebene på pigen har fundet sted i en lang årrække.
"Ifølge sigtelsen har det seksuelle misbrug fundet sted, fra pigen var seks år gammel til hun var 11 år gammel," siger Lundberg.
Udover de seksuelle overgreb er den 49-årige sigtet for at have truet det lille barn til at tie stille om misbruget.
Den 49-årige har valgt ikke at kære varetægtsfængslingen. Han skal afsone varetægtsfængslingen i surrogat, hvilket vil sige, at han skal være på en psykiatrisk afdeling og ikke i et almindeligt fængsel.
Manden blev fremstillet i grundlovsforhør klokken 11 ved retten i Sønderborg i dag.
Der var lukkede døre ved grundlovsforhøret, hvorfor det stadigt er sparsomt med information i sagen.