En 48-årig mand fra Odense er tirsdag blevet idømt seks års fængsel for at have misbrugt en pige over en fireårig periode, da pigen var mellem 8 og 12 år gammel.
Det har Retten i Odense besluttet.
Manden er dømt for at have udsat pigen for det, der i straffeloven betegnes som "andet seksuelt forhold end samleje".
Han var også tiltalt for at have begået fuldbyrdede voldtægter af pigen, men det blev han frifundet for.
Overgrebene begyndte i januar 2014 og varede helt frem til februar 2018.
De fandt sted på den 48-åriges adresse i Odense samt flere andre ukendte steder og omfatter flere forskellige former for overgreb.
Manden har ifølge anklageskriftet brugt sin fysiske overlegenhed til at have befølt pigen, samt at få hende til at tilfredsstille sig selv.
Manden og pigen er ikke i familie, men ifølge anklagemyndigheden kender de to hinanden.
Foruden fængselsstraffen har anklagemyndigheden fået medhold i et såkaldt boligforbud.
Det betyder, at den dømte ikke må være alene i sin bolig sammen med børn under 18 år, medmindre de er ledsaget af en voksen.
Forbuddet gælder, så længe retten finder det nødvendigt.
Pigen modtager 100.000 kroner i erstatning.
Siden varetægtsfængslingen i marts har manden gennem hele sagen sagt, at han er uskyldig.
Dommen ankes derfor til Østre Landsret, oplyser den dømtes advokat.
/ritzau/