Det var et drabsforsøg, da en 32-årig mand i foråret stak en anden med en kniv nær Christiania i København.
Det har et nævningeting i Københavns Byret slået fast og har dermed afvist påstanden om, at han handlede i nødværge, da han stak en italiensk mand i brystkassen og snittede ham i næsen.
Straffen er fastsat til fængsel i seks år, ligesom Ahmed Aamiri, der er libanesisk statsborger, udvises af Danmark.
Overfaldet fandt sted 7. marts sidst på eftermiddagen i Bådsmandsstræde.
Forinden havde han talt i telefon om at mødes med nogle mænd på Christiania. Inden han tog ud til Christiania, tog han en kniv med fra køkkenskuffen hos sin kæreste.
Et vidne har forklaret, at den 32-årige og offeret, en italiensk statsborger, stod og langede ud efter hinanden, og at de var lige gode om det.
Til sidst kom der en lang bevægelse fra den 32-årige og en risch-lyd. Der var meget kraft bag slaget, har vidnet fortalt.
I afgørelsen lægger byretten vægt på, at han tog en kniv med til mødet. Og det var ikke nødvendigt for at afværge et angreb fra den anden, at han brugte kniven.
Desuden nævner retten, at stikket i brystkassen kunne have kostet offeret livet, hvis han ikke var kommet under behandling.
Den 32-årige har anket dommen til Østre Landsret.
/ritzau/