En 39-årig mand fra Fredericia blev mandag i Retten i Kolding idømt seks års fængsel for drabsforsøg og trusler rettet mod en 25-årig kvinde.
Drabsforsøget fandt sted 1. februar i mandens lejlighed, hvor kvinden var på besøg.
Manden og kvinden, der også er fra Fredericia, havde kun kendt hinanden i kort tid.
- Forud for drabsforsøget havde manden kontaktet kvinden og truet hende og hendes familie adskillige gange per telefon, siger specialanklager Anja Hedegaard, Sydøstjyllands Politi.
Kvinden var ifølge anklageren gået med til at besøge manden for at få sat en stopper for hans truende adfærd.
- Da hun går med til at tage hjem til manden for at få truslerne til at stoppe, fastholder han hende og prøver at kvæle hende. Det lykkes dog kvinden at flygte ud ad et vindue i lejligheden, siger Anja Hedegaard.
Kvinden meldte overgrebet til politiet, og manden blev anholdt senere samme dag.
Efter domsafsigelsen mandag ankede manden på stedet dommen til landsretten.
/ritzau/