Et år og ni måneders fængsel var straffen til en 46-årig mand, der har erkendt, at det var ham, der begik to væbnede røverier på Københavns Vestegn onsdag.
Nitten timer efter sin anholdelse fik manden fredag en straksdom ved Retten i Glostrup.
Manden truede med en pistol kioskpersonalet og forlangte penge og cigaretter, da han onsdag eftermiddag trængte ind i først en 7-Eleven i Rødovre Stationscenter og små to timer senere i en kiosk på Bagsværd Hovedgade.
Det lykkedes ham at true sig til et mindre kontantbeløb og otte kartoner cigaretter, oplyser senioranklager Steen Ulriksen, Københavns Vestegns Politi.
Politiet udsendte en efterlysning på manden, og han blev torsdag sidst på eftermiddagen opdaget og anholdt i København.
Han har indrømmet, at det var ham, der begik begge røverier, og han modtog dommen.
Våbnet har vist sig at være en attrap.
Dommerne har ved strafudmålingen taget hensyn til, at røverierne blev begået, mens manden var på udgang fra afsoningen af en anden berigelsesdom i Nørre Snedes Statsfængsel.
/ritzau/