En 31-årig mand har torsdag fået sin straf i en sag, hvor han allerede i september blev kendt skyldig.
Manden blev kendt skyldig for et gruppeoverfald mod en person, som endte med at få revet øret halvt af.
Den 31-årige idømmes af Københavns Byret seks måneders fængsel samt en betinget udvisning, oplyser anklager Halit Sert.
Straffen kommer først nu, da der har været nogle uklarheder angående hans montenegrinske statsborgerskab.
- Retten lagde vægt på, at overfaldet var begået i forening, den forurettedes skader og grovheden af overfaldet, fortæller Halit Sert.
En anden mand på 30 år fik sin straf i forbindelse med skyldkendelsen i september. Ifølge politiet er mændene medlemmer af Loyal To Familia.
Anklagemyndigheden gik efter at få manden udvist ubetinget, men det afviste retten altså.
- Det gjorde retten på grund af hans tilknytning til Danmark. Han er født og opvokset her, siger Halit Sert.
Sagen begyndte at rulle på Nørrebro i oktober sidste år.
Her blev et højtstående medlem - angiveligt vicepræsidenten - for bandens Aarhus-afdeling angrebet med en sådan voldsomhed, at han blandt meget andet fik revet sit højre øre halvt af, brækkede næsen og knækkede en tand.
Politiet og senere anklagemyndigheden mente, at der var tale om en straf for, at vicepræsidenten ville forlade banden.
Retten føler sig dog ikke overbevist om, at det var tilfældet. Det har vicepræsidenten i øvrigt også afvist i retten.
Retten finder det heller ikke bevist, at overfaldet skete i kraft af deres medlemskab af LTF.
Anklager Halit Sert ønsker ikke at oplyse om, hvorvidt mændene har erkendt eller nægtet deres tilhørsforhold til Loyal To Familia.
Den 31-årige mand, der fik sin straf torsdag, ankede på stedet.
- Det gør vi, fordi vi går efter en frifindelse. Min klient nægter at have været til stede, og derfor har vi anket, siger hans forsvarer, advokat Anders Schønnemann.
/ritzau/