En ulykke på et stort landbrug i Nordjylland har fredag eftermiddag kostet en mand livet.
Den omkomne er en 36-årig hollandsk statsborger, oplyser Nordjyllands Politi.
- Klokken 14.49 får vi via 112 meldingen om, at en mand sidder fast i en gyllekanal, siger vagtchefen hos politiet.
- Det er en tragisk ulykke, tilføjer vagtchefen.
Den 36-åriges bror forsøgte at redde ham, men det lykkedes ikke.
Broren, der er 40 år, er blevet kørt til sygehuset, men er uden for livsfare.
- Arbejdstilsynet er blevet kaldt ud til ulykken, siger vagtchefen.
Politiet har fredag eftermiddag ikke nærmere oplysninger om, hvordan ulykken kunne ske. Forløbet vil blive afdækket gennem Arbejdstilsynets undersøgelse.
/ritzau/