En mand, der i weekenden kørte galt på en knallert i Ulstrup, er afgået ved døden, oplyser Østjyllands Politi onsdag.
Ulykken skete lørdag aften, da den 45-årige mand kom kørende på en cykelsti og ramte en hegnspæl.
Han faldt og fik i den forbindelse alvorlige skader i hovedet.
Ingen andre var involveret i episoden.
Siden lørdag aften har den 45-årige været indlagt på Aarhus Universitetshospital, hvor han imidlertid tirsdag eftermiddag døde.
/ritzau/