Søndag aften var politiet stadig på jagt efter den unge mand, der om formiddagen ved et uheld affyrede et skud på værtshuset Hong Kong i Nyhavn.
En anden mand er anholdt og sigtet i sagen. Det oplyser kriminalpolitiets centrale vagtleder i København.
Søndag klokken 10.19 blev politiet tilkaldt til værtshuset i Nyhavn. Her var tre unge mænd i starten af 20?erne kommet op at slås, og én af dem havde trukket en pistol frem og slået en anden i hovedet med den, så hans hoved knaldede ind i væggen. Slaget fik pistolen til at gå af, men ingen blev ramt. Projektilet ramte en væg og faldt efterfølgende ned på et bord.
Efter skuddet stak gerningsmanden af, og det lykkedes ikke politiet at indhente ham. Til gengæld tilbageholdt politiet en række andre gæster fra værtshuset. Søndag aften sad én stadig i politiets varetægt.
Vidner kunne føre politiet til pistolen, som gerningsmanden havde efterladt i bunden af en opgang i nærheden af Nyhavn.
Kriminalpolitiets centrale vagtleder oplyser, at politiet har en stærk formodning om gerningsmandens identitet og regner med, at han kan anholdes inden længe. Den mand, der blev slået i hovedet med pistolen, kom ikke alvorligt til skade.
Skudepisoden skete efter årets første store julefrokostnat, som traditionelt byder på flere voldsomme episoder i nattelivet. Alligevel kunne politiet i de meste af landet søndag konstatere, at natten havde været overraskende rolig og faktisk, hvad kriminalitet angår, lignede en ganske almindelig lørdag aften.
»Det har været stille og roligt. Ingen ballade. Vi har haft to, som skulle ind og sove branderten ud, og det må vi sige er lidt,« fortalte vagthavende ved Odense Politi.